Colosseum-klinikkerne i partnerskab med Tandsundhed Uden Grænser.

Colosseum Tandlægerne er Nordens største kæde af tandlægeklinikker og er kendetegnet ved sit fokus på kvalitet og et stærkt fagligt fællesskab. Men der er også et tredje tandhjul, som driver kæden – nemlig en mangeårig tradition for velgørende arbejde.

 

Colosseum Tandlægerne ejes af schweiziske Jacobs AG, hvis fulde udbytte går til Jacobs Foundation, som er en af verdens største velgørende fonde og har til formål at sikre, at børn og unge i hele verden får de bedst mulige læringsvilkår. Siden etableringen har fonden investeret mere end 5 milliarder kroner i forskning og uddannelse for børn. Jacobs Foundations stærke værdier er et vigtigt fundament for Colosseum Tandlægerne i Danmark, og hos Colosseum er formålet ikke kun at levere tandpleje i højeste kvalitet, men også at give tilbage til de lokale samfund og engagere sig i velgørenhedsarbejde for børn og unge.

 

Partnerskab med Tandsundhed Uden Grænser

”Et af de velgørende formål, der går på tværs af vores klinikker, og som vi er særlig stolte af, er vores samarbejde med den danske humanitære organisation Tandsundhed Uden Grænser. Vi er hovedpartner med Tandsundhed Uden Grænser, som alle vores klinikker bidrager til.

Vi har valgt at danne parløb med Tandsundhed Uden Grænser, fordi de har et DNA, der ligger tæt på Colosseums. Tandsundhed uden Grænser arbejder for at forbedre livsmulighederne for børn i verdens fattigste lande, og børn og unges vilkår er således det bærende element – ligesom det er hos Colosseum” – udtaler Colosseum Danmarks CEO, Jens Mondrup.

 

Dentalmission i Palæstina

Colosseum bidrager med mandskab og materialer til Tandsundhed Uden Grænsers missioner ude i verden. Et af de projekter, som Colosseum har bidraget med, er Tandsundhed Uden Grænsers dentalmission i Palæstina. Her har tandlægerne Karin Kornø Rasmussen og Stine Martoft deltaget som frivillige tandlæger. De har bl.a. udført forebyggende tandpleje og undervist i betydningen af daglig tandbørstning.

Projektet har givet flotte resultater med 39% færre tilfælde af caries og et fald i skolefraværet på 19%. Projektet har også sundhedspolitiske mål. Det er blandt andet at øge fokus på vigtigheden af at uddanne tandfagligt personale til forebyggende arbejde og at få tandsundhed ind i den nationale sundhedspolitik.

Karin Kornø på dentamission på Vestbredden. Foto: TUG 2019
Dyala er med i projektet Palæstina. Her med tandbørste og -pasta. Foto: TUG 2019

 

Guatemala; store huller i tandsundheden

Karin Kornø Rasmussen har også været med Tandsundhed Uden Grænser i Guatemala. Her deltog hun i en undersøgelse af skolebørns tandsundhed. Karin besøgte fem skoler, hvor hun sammen med en guatemalansk tandlæge undersøgte 150 skolebørn fra 2.,4. og 6. klasse. Undersøgelsen viste, at 95% af de screenede børn havde huller i tænderne og 81% havde blødninger fra tandkødet. Der blev således fundet store huller i tandsundheden, og der blev dokumenteret et massivt behov for at støtte op om bedre tandsundhed – især blandt de fattigste børn.

Læs mere om Karin Kornøs arbejde i Guatemala på TUG’s hjemmeside.

”Formålet med det humanitære arbejde er at øge livskvaliteten for børn i fattige områder, men vores engagement giver også Colosseum-medarbejderne et større livsindhold, og det er endnu en grund til at vi engagerer os i partnerskaber, som det vi har med Tandsundhed Uden Grænser. ” – slutter Jens Mondrup

Karin Kornø udfører forundersøgelser i Guatemala. Foto: TUG 2019

 

Om TUG

Tandsundhed Uden Grænser er en NGO, der arbejder for at forbedre tandsundheden og tandhygiejnen for børn i verdens fattige lande. I løbet af få år har Tandsundhed Uden Grænser opnået markante resultater: Færre børn med tandpine, meget mindre caries, større fremmøde og bedre indlæring i skolerne.

Du kan støtte TUGs arbejde via tug-dk.org

 


FAKTA.

Colosseum Tandlægerne er en del af en international tandlægekæde med mere end 300 klinikker. I Danmark er der 14 Colosseum-klinikker. Kæden ejes af schweiziske Jacobs Holding og overskuddet fra alle Jacobs aktiviteter går ubeskåret til den velgørende fond Jacobs Foundation, der støtter forskning i børn og unges udvikling på globalt plan. Læs mere om Jacobs Foundation: www.jacobsfoundation.org

Er du interesseret i at vide mere om Colosseum Tandlægerne? Se www.colosseumtand.dk/om-os