Spændinger i kæben
Viden om

Spændinger i kæben

Indholdsfortegnelse

Mange mennesker døjer med spændinger i kæben, hvilket kan være yderst ubehageligt og forårsage store smerter og gener i hverdagen.

Men hvad vil det sige, at man oplever spændinger i kæben? Hvad er årsagen til det, og findes der afspændingsøvelser, man kan lave hjemmefra?

Læs med her og find ud af, hvorfor nogle personer oplever spændinger i kæben, og hvad du kan gøre for at få bugt med problemet.

Hvad er spændinger i kæben?

Spændinger i kæben er ikke unormalt og kan ramme de fleste personer af forskellige årsager. Når man oplever spændinger i kæben, skyldes det sammentrækninger af den muskulatur, som vi har i kæben. Dette kan lede til smerter og en række andre symptomer som eksempelvis:

  • Hovedpine
  • Migræne
  • Kvalme/svimmelhed
  • Øvrige spændinger i nakke, skuldre eller ryg
  • Tænderskæren om natten
  • Klikkende kæbeled
  • Forstyrret søvn

Hvorfor får man spændinger i kæben?

Spændinger i kæben opstår, når der sker kraftige sammentrækninger i kæbens muskulatur. Nogle oplever disse spændinger i dagtimerne, mens andre oplever spændinger i kæben om natten.

Udover at man får ondt i kæben, kan spændingerne medføre en lang række andre gener som eksempelvis hovedpine, muskelømhed, dårlig nattesøvn og meget mere.

Det er ikke ualmindeligt at opleve spændinger i kæben, og der kan være mange både fysiske og psykiske årsager til, at de opstår:

Fysiske årsager

Hvis man eksempelvis døjer med sygdomme i tænder, mund eller bihuler, kan det føre til spændinger i kæben. Dette kan for eksempel være caries, parodontose eller hals- og bihulebetændelse.

Andre fysiske årsager kan være, hvis der er problemer i kæbeleddet. Dette kan forekomme, hvis kæbeleddet eksempelvis er gået delvist af led, eller hvis man lider af slidgigt eller en anden form for ledbetændelse.

Spændinger i kæben kan i mere sjældne tilfælde også opstå, hvis man lider af sygdomme i ansigtsnerven: trigeminusneuralgi. Ved trigeminusneuralgi vil der også forekomme anfald med intense stikkende eller skarpe smerter i ansigtets følenerver.

Psykiske årsager

Spændinger i kæben kan også være psykisk betinget og være et tegn på frustration, angst og stress.

Når vi er frustrerede, ængstelige eller vrede, er det naturligt, at vi automatisk spænder i kæben. Det skyldes, at vi bider tænderne sammen, når vi eksempelvis oplever angst, sorg, vrede eller konflikter. Det kommer af vores primale drift om at bide fra os, når vi bærer rundt på sådanne tunge følelser.

Kæbespændinger er derfor ofte forbundet med kontrol eller følelsen af at miste kontrollen. Ligeledes viser det sig ofte hos personer, der holder følelser tilbage og ikke får italesat, hvordan de har det.

Derfor vil mange, der lider af stress, også opleve spændinger i kæben. Når vi er stressede, spænder vi generelt op i kroppen og særligt i kæben. Hvis vi først begynder at spænde ét sted i kroppen, kan det lede til spændinger i andre dele af kroppen. Spændinger i kæben kan eksempelvis føre til spændinger i nakken eller omvendt. Det er derfor vigtigt at handle, hvis man oplever spændinger et sted i kroppen.

Kæbespændinger: Øvelser

Der findes forskellige afspændingsøvelser, man kan lave derhjemme for at lindre på spændinger i kæben. Hvis øvelserne ikke hjælper, og du oplever store vedvarende smerter, bør du tage kontakt til egen læge eller en kropsterapeut.

Når du laver øvelserne, skal du gøre det stille og roligt og give dig selv god tid. Hvis du gør det for voldsomt, risikerer du blot, at du bliver mere øm.

Massage af kæbemusklerne

En øvelse, du kan bruge til at løsne kæbemusklerne op, er at massere kæbemusklerne på begge sider. Start med at massere dine tindinger og bevæg dig efterfølgende ned mod underkæben. Du kan nøjes med at bruge pege- og langfingeren til dette.

Dernæst skal du massere tindingerne på siderne af hovedet og bevæge dig hen over ørerne og ud mod baghovedet. Gentag denne øvelse et par gange om dagen.

Tungetræk

Start med at slippe underkæben og bevæg så din kæbe fra side til side 10-20 gange. Herefter åbner du munden, holder underkæben i ro og strækker din tunge så langt ud, som du kan. Du skal samtidig slappe af i både nakke og skuldre.

Stræk din tunge ud frem og tilbage 30-40 gange. Du skal undgå at bevæge kæben med her, så dit kæbeled ikke blive unødigt overbelastet.

Gentag ovenstående, men denne gang skal du føre din tunge op mod næsen. Dette gøres ca. 20 gange. Igen skal du forsøge at holde nakke og skuldre i ro såvel som underkæben.

Bagefter fører du tungen rundt mellem dine læber og slikker på dine tænder i båder over- og undermund. Kør fra bagerste tand i højre side mod bagerste tand i venstre side i både over- og undermund. Gør dette ca. 40 gange. Husk at tage dig god tid til at gøre det.

Stræk ansigtet

En anden øvelse er at lave små bevægelser i ansigtet. Det kan du gøre ved at lave grimasser, så du får strukket og bevæget kæben i forskellige retninger. Hertil kan det være en idé også at strække i hals, nakke og bryst, hvor spændingerne også kan opstå.

Et godt råd er også, at du husker at tygge med hele munden, når du spiser mad, og ikke kun tygger i den ene side.

Disse øvelser skal helst udføres ca. 5 gange dagligt, indtil symptomerne er væk. Der skal gøres opmærksom på, at dette godt kan tage nogle få måneder.

Meditation

Hvis dine spændinger i kæben skyldes eksempelvis angst eller stress, kan det være særligt fordelagtigt at meditere. Meditation er et ekstremt godt værktøj mod stress og indre uro. Gennem meditation kan du fokusere din tanker, træne dem og give slip på de tanker, der giver dig uro.

Søg hjælp, hvis øvelserne ikke virker

Hvis du ikke opnår nogen lindring efter et par måneder med øvelserne, bør du opsøge hjælp. Dette kan eksempelvis være hos en kropsterapeut, som kan give en dybdegående massage og yderligere vejledning.

Det kan også være en god idé at opsøge egen læge eller tandlæge, hvis spændingerne i kæben skyldes andre fysiske faktorer som eksempelvis caries eller parodontose, da disse nemt kan behandles.

Ofte stillede spørgsmål til spændinger i kæben

Kæbespændinger er en sammentrækning af muskulaturen i kæben og kan være ganske ubehageligt. Udover ondt i kæben kan det også lede til bl.a. hovedpine, migræne, svimmelhed og spændinger i nakke, skuldre og ryg.

Spændinger i kæben kan både have fysiske og mentale årsager. Det kan bl.a. skyldes stress og angst, ligesom det kan skyldes en række forskellige sygdomme i bihulerne.

Kæbespændinger kan faktisk godt lede til smerte og spændinger i halsen, hvorfor du godt kan få ondt i halsen af kæbespændinger.

Ja, kæbespændinger kan desværre godt give smerter i øret. Det kan både opleves som en ringen i øret, ligesom det kan give andre former for øresmerter.