Hvad skal der egentlig til for at flere patienter kan få gavn af tilskud til tandbehandling?

Søndag d. 21. maj blev det endelig meldt ud at Sundhedslovens paragraf 166 udvides og at der fra næste år bliver afsat flere penge til tandbehandling af kræftpatienter. Til næste år kan vi derfor se frem til en fordobling af det beløb, der lige nu er afsat til området. I 2024 afsættes der nemlig 50 mio. og fra 2025 vil der varigt afsættes 100 mio. til tandbehandling af patienter, der har fået enten kemoterapi, strålebehandling – eller patienter, som i øvrigt lever op til kravene om tilskud, i paragraf 166 stykke 1, 2 og 3.

Tilbage i april måned medvirkede Lars Nygaard i TV2 nyhederne, da TV2 var blevet opmærksom på at hver anden patient får afslag på tandlægehjælp fra regionen, når de søger om tilskud efter paragraf 166.

Lars har i 27 år behandlet cancerpatienter og har i den tid oplevet de store problemer på området, hvorfor han i over 20 år har kæmpet for en lovændring på området. Da Lars medvirkede i TV2 nyhederne, var det med en af sine patienter, Søren Gramm, der flere gange har fået afslag om tilskud til tandbehandling efter strålebehandling.

Grundet sin erfaring på området, var Lars derfor også med live i TV2 News, mandag d. 22. maj, for at kommentere på, efter udmeldingen om at der nu sker en ændring af paragraf 166. Ifølge Lars er der slet ikke tvivl om, at hvis tilskuddet om tandbehandling skal fungere, så skal den bevisbyrde, som lovgivningen kræver, ændres markant:

”Sørens historie er et rigtig godt billede på den paradoksale paragraf 166, som peger på at man skal have betydelige dokumenterede tandproblemer. Der er det jo indlysende at spørge sig selv, hvad er betydelige tandproblemer? Det er jo en gummiparagraf, fordi sådan noget er dybt subjektivt, for hvornår gør man sig fortjent til det? Det er ekstremt problematisk, hvis man overfører den samme terminologi til sundhedssystemet generelt, så ville der jo ikke være meget, som vi ikke selv er skyld i, af det vi behandler for, inden for Sundhedssektoren i dag. Det at bevisbyrden ligger hos patienterne, gør det ekstremt problematisk.” – Lars Nygaard

Konsekvenserne taler lige nu for for sig selv, når hver anden patient der søger om tilskud til tandbehandling, får afslag. For Lars er det en konsekvens, der betyder at han lige nu ser på kollegaer, som gang på gang konstaterer tandbehandlingsbehov hos patienter efter kræftbehandling, men som samtidig står op imod de høje krav om støtte til tandbehandlingerne:

”Det stiller os jo i en ekstremt vanskelig situation, fordi man kan sige, paragraf 166 er jo ment som almindelige privatpraktiserende tandlæger skulle kunne varetage funktionen og hos mange af de her patienter er det jo også ekstremt komplekse behandlinger. Jeg tror slet ikke at politikerne gør sig klart, hvor voldsomme de her problemer er – at man med den ene hånd gør de her patienter raske for deres kræft og samtidig introducerer du tandsygdom for dem, specielt i form af caries i meget høj grad, og det vil sige der lukker kassen så for 50% af de patienter. Det synes jeg simpelthen ikke at vi kan være bekendt. Jeg har jo beskæftiget mig med de her patientgrupper i 27 år og har set hundredvis blive tabt på gulvet fordi vi i de sidste 20 år har valgt at varetage de her patienter med en ekstrem gummiparagraf, hvor at, hvis ikke man lige falder ned i de der kasser, så er man alvorligt på den og så bliver man tabt på gulvet” – Lars Nygaard

De høje krav om bevisførelse hos patienten, betyder desværre også at Lars oplever flere patienter, som ikke orker at gennemføre processen for at søge om tilskud, simpelthen fordi de ikke har energien til det. Det betyder at patienter, der overlever et kræftforløb, står tilbage med alvorlige bivirkninger, som igen hæmmer dem i at gennemføre ansøgningsprocessen for tilskud om tandbehandling:

”Man risikerer jo, at man, qua de bivirkninger, der kommer fra strålebehandling, og som kommer hos alle patienter – både akutte bivirkninger og kroniske bivirkninger – at patienterne ikke orker at tage den kamp. De akutte er jo, at man får et voldsomt sår, og man får svamp i munden, hvilket gør det ekstremt vanskeligt både at spise og synke i særdeleshed. Det vil sige, at du kan indtage, er jo flydende varer, som mange gange er lidt sukkerholdige, for at undgå at skulle have en sonde i næsen, for at få føde den vej. Og så senere hen kommer de kroniske bivirkninger, hvor den vigtigste er, at ens spytmængde falder med 50 til 80%, og det betyder, at ens risiko for caries jo fordobles eller mangedobles. Det vil sige at det hæmmer dig, fysisk, psykisk, socialt og ikke mindst økonomisk. Dermed ender vi med at dele Danmark op i et A og et B-hold.” – Lars Nygaard

Hvis de penge, der planlægges at afsættes på området, derfor skal have en chance for at blive fordelt, så mener Lars at der er behov for en radikal ændring af formuleringen i lovgivningen og kravene om tilskud:

”Det der indlysende skal ændres, det er, at hvis du får en diagnose, hvor du skal have strålebehandling, kemobehandling, eller iimmunosuppressiv behandling og man får tandproblemer, så skal bevisbyrden ikke ligge hos patienterne. Det skal være en automatik, der træder i kraft, der siger, at får du en alvorlig diagnose, får du den her traumatiske diagnose. Jamen altså så får du automatisk penge til at få lavet en tandplan før, under og efter. Det vil spare samfundet for ekstremt mange penge i forhold til at lave den omvendt og sige ’lad os vente på katastrofen sker, lad os vente på der er betydelige tandproblemer, for hvad er det for en logik? Det giver ikke mening i min bog. Så lad os sørge for, at folk, der får den alvorlige diagnose og få hjælp med rettidig omhu.” Lars Nygaard

Anbefaler politikere at opnå indsigt inden ny paragraf 166

For at pengene kan blive fordelt ordentligt mener Lars at det er oplagt at politikerne spørger tandlægerne til råds, før de formulerer en ny paragraf 166:

”Jeg tror at vi skal sætte os ned, tandlægerne sammen med politikerne. Os der har forstand på det og har lavet behandlingerne i rigtig mange år og italesætte, hvordan de her penge bør bruges mest fornuftigt og på hvilken måde og hvem der skal have glæde af de her penge. Fordi vi lader en rigtig, rigtig stor patientgruppe i stikken og det kan vi ikke være bekendt” – Lars Nygaard

Dertil mener Lars også at det er vigtigt at kigge på formuleringen af stykke 2 og 3 under paragraf 166, da det ikke alene er cancerpatienter, der lige nu stå overfor alt for høre krav om bevisførelse i forbindelse med ansøgning om tilskud til tandbehandlinger:

”Jamen dels taler tallene for sig selv, indenfor paragraf 166 stykke 1. Men man kan jo køre den videre, for der findes jo også et stykke 2 og 3, hvor man også har patienter, som har alvorlige autoimmune sygdomme, som også bliver tabt på gulvet. Igen er det nemlig de samme kriterier, hvor man skal vurdere hvornår nok er nok? Så lad os sørge for, at det bliver nemmere for de patienter, som er i de her grupper, at få nogle flere penge. Det er helt urimeligt, det vi byder de her patienter – helt urimeligt, at vi introducerer tandsygdom, som vi ikke vil betale for, som samfund. Jeg ser jo rigtig mange patienter, som ikke passer i kasserne, som ikke lige passer ned i paragraf 166 stykke 1, 2 og 3, som f.eks. har fået anden type behandling inden et kræftforløb og derfor ikke kan få penge, fordi de ikke passer i kasserne. Hvis ikke patienterne selv har økonomi – og det her er jo voldsomt store beløb vi taler om – så bliver de tabt på gulvet. Som sagt, har jeg set så mange, så jeg er taknemmelig over, at der kom fokus på gennem patientforeninger og gennem tandlægeforeninger og i særdeleshed de nye vinde der blæser med den nye Sundhedsminister.” – Lars Nygaard

Vi hos Colosseum Tandlægerne følger spændt med i sagen og vi håber meget på at politikerne søger om råd hos eksperter som Lars Nygaard, så vi ikke ender ud med en ny formulering, der skaber benspænd for de patienter, der har et særligt behov for tandbehandling og som derfor også har brug for økonomisk støtte, for at kunne blive behandlet.