Fællesskab, viljestyrke og velgørenhed

Colosseum Tandlægerne bestiger Alpe d’Huez for en god sag

Hos Colosseum Tandlægerne går sundhed, fællesskab og ansvarlighed hånd i hånd. Hvert år deltager medarbejdere i hele landet i Move4Good – en international sundheds- og velgørenhedskonkurrence i Colosseum Dental Group, hvor tusindvis af kollegaer verden over samler kilometer gennem motion til fordel for gode formål.

I 2025 har Colosseum Tandlægerne i Danmark opnået en imponerende 4. plads internationalt. Samlet har de danske medarbejdere gået, løbet, cyklet og trænet sig til et gennemsnit på 147,4 kilometer pr. medarbejder, og på verdensplan har Colosseum Dental Group tilsammen tilbagelagt mere end 1,4 millioner kilometer – svarende til at løbe jorden rundt 35 gange.

En global indsats med lokal ildsjæl

Bag Move4Good står ønsket om at kombinere motion og velgørenhed med stærke fællesskaber på tværs af landegrænser. De tre lande, der samler flest kilometer, får lov til at donere et beløb til en velgørende organisation.

For at inspirere kollegaerne nationalt udvælges hvert år en række ambassadører, som gennemfører en særlig udfordring – at løbe og cykle op ad det legendariske Alpe d’Huez i de franske alper.
Fra Danmark blev kliniklederne Camilla Lauge og Rikke Geertsen udvalgt til årets ambassadørteam – og de har begge lagt hjerte, kræfter og masser af træning i projektet.

“De første tre ord, der træder ind for mig, det er motiverende, udfordrende og så fællesskabet, der er bag,” fortæller Camilla.

“Altså jeg vil nok sige, det har været hårdt, det er lærerigt og det er inspirerende,” supplerer Rikke.

Rejsen begyndte i Belgien, hvor de sammen med internationale kollegaer deltog i en bootcamp med professionelle trænere, der lagde personlige træningsprogrammer for ambassadørerne.

Fællesskab og formål som drivkraft

For både Camilla og Rikke har Move4Good været mere end et motionsprojekt – det har været en oplevelse, der har styrket både det kollegiale sammenhold og deres personlige udvikling.

“Vi har skabt minder for livet. Selvfølgelig mest på den her træningsfront, men faktisk også rigtig meget arbejdsmæssigt – vi bruger hinanden meget i hverdagen,” fortæller Camilla.

“Det, at vi donerer nogle penge, er jo nok drivkraften i det hele. At der er et formål bag blod, sved og tårer – det giver en kæmpe tilfredsstillelse,” siger Rikke.

Move4Good er for dem et bevis på, at alle kan være med, uanset udgangspunkt.

“Jeg håber, at vi kan inspirere ved at vise, at man kan mere, end man tror,” siger Camilla.

“Selvom man har en travl hverdag og børn, så giver det faktisk en hel masse bare at komme ud og røre sig lidt,” tilføjer Rikke.

Et uforglemmeligt øjeblik på toppen

Efter måneders målrettet træning nåede de to klinikledere endelig toppen af Alpe d’Huez – en oplevelse, der kulminerede i både lettelse, stolthed og glæde.

“Da jeg så den kirke dér, så kan jeg bare høre Rikke: ’Kom så Colo!’ – ja, så sætter alle følelser ind. Man mærker ingenting i sin krop, andet end at nu er man bare i mål,” fortæller Camilla.

“Det kan næsten ikke beskrives, at stå på toppen. Alt det, man har kæmpet for – det hele kommer ud på én gang,” siger Rikke.

Selvom det var en lettelse at komme hjem, beskriver de begge følelsen som “tom” – for målet, de havde arbejdet så intenst hen imod, var pludselig nået.

En sejr for sundhed og sammenhold

Move4Good er blevet et symbol på Colosseum Tandlægernes værdier: sundhed, fællesskab og social ansvarlighed.

“Lige meget om du har trænet før, nogensinde eller aldrig – du kan sagtens,” siger Camilla.

“Du skal bare følge den plan, der bliver lagt for dig,” smiler Rikke.

Deres rejse op ad Alpe d’Huez er ikke blot et personligt højdepunkt – men et stærkt billede på, hvordan fællesskab og vilje kan skabe resultater, der rækker langt ud over tandlægeklinikken.