Viden om

Klorhexidin mundskyl

Indholdsfortegnelse

Døjer du med dårlig ånde, ømt tandkød eller andre problemer med mundhulen, og leder du efter et middel, der kan hjælpe dig? Så kan et klorhexidin mundskyl måske være den hjælp, du har ledt efter. 

Klorhexidin mundskyl er en medicinsk væske, som indeholder det bakteriedræbende og antiseptiske middel klorhexidin. Det gør klorhexidin mundskyl til et oplagt middel til personer, der vil behandle eller forebygge tandkødsbetændelse, parodontitis, blister eller dårlig ånde, der er forårsaget af bakterier i munden. 

Hvordan virker klorhexidin mundskyl?

Klorhexidin er plak forebyggende og virker kun på rene tænder. Når du skyller munden i klorhexidin, virker det ved at dræbe eksisterende bakterier i mundhulen og forhindre bakterierne i at reproducere sig – og dermed hindre at de kan sætte sig som plak på tænderne.

Klorhexidin virker ved at binde sig til bakteriernes cellevægge og forstyrre deres struktur. Dette betyder, at man svækker bakterierne indefra, til de forgår. Klorhexidin mundskyl er derfor et utroligt godt middel mod en bred skare af forskellige mikroorganismer. De typer af bakterier, der ofte leder til problemer i mundhulen, er de såkaldte gram-positive bakterier, som blandt andet er den primære årsag til tandplak, tandsten og tandkødsbetændelse.

Alt i alt kan klorhexidin mundskyl være en stor hjælp, hvis du døjer med tandkødsproblemer, blister, dårlig ånde eller har gennemgået tandkirurgi. Det er dog vigtigt for os at understrege, at klorhexidin mundskyl ikke bør erstatte tandbørstningen og tandtråd. Det bør udelukkende bruges som et led i din behandling til at forbedre mundhygiejne og reducere risikoen for tandkødsproblemer, og mundskyllemidlet bør normalt kun anvendes efter anbefaling af tandlæge eller læge. 

Klorhexidinens største effekt ses i første time efter mundskylning og virker op til 12 timer. Det er vigtigt at tænderne er helt rene når der startes op på brug af klorhexidin, da det ikke virker på eksisterende biofilm og plak.

Det er i øvrigt vigtigt at bemærke, at klorhexidin ikke normalvis anvendes til langvarigt brug. Klorhexidin er dog en midlertidig løsning, da man ikke bør bruge midlet i længere tid ad gangen, da det kan føre til bivirkninger, såsom misfarvning af tænderne samt påvirkning af mundens naturlige bakterieflora. Klorhexidin mundskyl må max bruges i 14 dage i træk, herefter skal man holde en pause. I forbindelse med parodontitis behandling, anbefales det nogle gange at skylle med klorhexidin de efterfølgende dage, for at forstyrre bakterierne der måtte være tilbage, efter en parodontitis tandrensning.  

Målet for brug af klorhexidin er at kontrollere plakdannelsen og ikke fjerne den. Klorhexidin skal bruges når der ikke er mulighed for almindelig renhold med tandbørste og mellemrumsbørster, efter fx kirurgi eller tandudtrækning.

Klorhexidin, der er tilsat smag eller lover mindre misfarvning, har mindre effekt.

Det er en god idé at forhøre dig med din tandlæge eller læge om den passende brugsperiode til dine behov. 

“Klorhexidin mundskyl er en stor hjælp, hvis du har gennemgået tandkirurgi. Det er dog vigtigt for os at understrege, at klorhexidin skal bruges korrekt efter tandlægens eller tandplejerens anvisning. Det bør udelukkende bruges som et led i din behandling for at reducere risikoen for infektioner efter kirurgi.“

Tandplejer Katharina Fried Bøgelund fra Colosseum Tandlægerne Slotsgade

 

Vigtigt at vide om klorhexidin

Der er få ting der hæmmer virkningen af klorhexidin. Dette er vigtigt at være opmærksom på for at få den bedste effekt af klorhexidins bakteriedræbende virkning. 

Skummemidlet i de fleste typer tandpasta, nedsætter virkningen af klorhexidin. Man kan med fordel bruge en tandpasta uden skummemiddel som fx zendium. Ønsker man alligevel at bruge sin sædvanlige tandpasta med skummemiddel, skal man vente mindst 1 time før og efter, med at børste tænder. Det samme gælder for mælk, her skal du også vente mindst 1 time før og efter, med at skylle med klorhexidin.

Pus og blod i munden hæmmer også klorhexidins virkning. Opdager du blødning eller pus i munden, skal du henvende dig til din tandlæge eller tandplejer.

Hvornår skal man bruge klorhexidin mundskyl?

Klorhexidin mundskyl kan hjælpe med en lang række problemer i mundhulen, herunder:

  • Forebyggelse og behandling af tandkødsproblemer: Klorhexidin kan hjælpe med at reducere og forebygge inflammation ved at dræbe de skyldige bakterier. 
  • Efter tandbehandlinger: Klorhexidin mundskyl kan anbefales af din tandlæge eller tandplejer efter visse tandbehandlinger, såsom tandkødsoperation eller efter en tandudtrækning for at minimere risikoen for infektion, og midlet kan også fremme helingsprocessen.
  • Mundhygiejne under sygdom: Lider du af en sygdom, der kan gøre det svært eller umuligt at børste tænder eller bruge tandtråd, kan klorhexidin bruges som et midlertidigt supplement til din mundpleje.
  • Som et led i tandpleje: Døjer du meget med tandsten eller ømme gummer, kan mundskyl hjælpe dig med at reducere mængden af plak og bakterier i munden.  
  • Dårlig ånde: Har du dårlig ånde, som er forårsaget af bakterier i munden, kan en mundskyl med klorhexidin måske hjælpe dig med at komme bakterierne og dermed den dårlige ånde til livs. 

Hvis dit tandkød er meget hævet og det er meget smertefuldt at børste tænderne, bør du opsøge din tandlæge eller tandplejer. Her kan de diagnosticere problemet med tandkødet og anvise at skylle med klorhexidin i en kort periode, når det ikke er muligt selv at opretholde grundig renhold af tænderne. Det er vigtigt at opsøge professionel hjælp ved smerter i tænder, tandkød og mund.

Husk at forhøre dig med din tandlæge eller tandplejer, før du tager et mundskyllemiddel med klorhexidin i brug, så du sikrer dig, at det er den rette hjælp til din situation.

Jeg bruger klorhexidin ved alle mine parodontitis patienter. Jeg skyller med en skyllesprøjte ved alle patologiske pocher(betændte tandkødslommer). Ved nogle patienter, hvis de har kraftig blødning fra tandkødet og/eller dårlig mundhygiejne; i disse tilfælde anbefaler jeg også patienter at de skyller med klorhexidin mundskyl i 5-7 dage efter en paradontitis tandrensning
Irma Kazic, tandplejer i Sønderborg 

Hvordan bruger man klorhexidin mundskyl korrekt?

Nedenfor vil vi gennemgå, hvordan du trin-for-trin bruger klorhexidin mundskyl på den mest effektive måde.

  1. Børst dine tænder grundigt med tandpasta uden skummemiddel (ellers vent mindst en time før du skyller) og rengør mellemrummene mellem dine tænder med tandtråd eller mellemrumsbørster. Undgå at børste i det nyopererede område eller området hvor du har fået fjernet en tand af hensyn til evt tråde og heling.
  2. Skyl munden med vand for at fjerne eventuelle madrester eller tandpasta.
  3. Der skylles med en hættefuld ufortyndet klorhexidin 0,12%  eller 0,2% i 1 minut, som efterfølgende spyttes ud. Undgå at synke klorhexidinen
  4. Der må ikke skylles efter med vand, da det hæmmer klorhexidinens virkning.
  5. Der skylles typisk 2 gange dagligt (morgen og aften) i 1 uge. Hvis du har fået anden anvisning, er det den, du følger.

Det er vigtigt at du bruger klorhexidin efter anvisning fra din tandlæge eller tandplejer, for at opnå den bedste effekt.

Bivirkninger og allergi

Ved langvarig brug af klorhexidin er der stor risiko for, at der sætter sig misfarvninger på tænderne og tungen. Det anbefales at man ikke bruger klorhexidin i mere end max 3 uger, med mindre du er blevet anvist andet fra din tandlæge eller tandplejer. Klorhexidin nedbryder og dræber alle bakterierne i vores naturlige mundflora, når du bruger det. Derfor er der øget risiko for at få svamp ved at bruge klorhexidin for længe.

Misfarvningerne kan fjernes ved en professionel tandrensning. Man kan også opleve forbigående smagsforstyrrelser ved brug af klorhexidin, dette forsvinder, når brugen ophører. 

Allergi for klorhexidin kan forekomme i sjældne tilfælde. Symptomerne kan være rødme og kløe, samt nældefeber-udslæt der hvor den har været i kontakt med klorhexidin.  I sjældne tilfælde kan man udvikle anafylaktisk chok. Er du i tvivl om du har fået en allergisk reaktion, bør du kontakte din tandlæge, tandplejer eller egen læge. Ved anafylaktisk chok, skal der ringes 112.

Ofte stillede spørgsmål til ømt tandkød

Ja, klorhexidin mundskyllemidler er designet til at skylle munden med, for at dræbe bakterier og for at reducere risikoen for tandkødsproblemer. Dog bør det kun bruges, når almindelig tandbørstning og renhold mellem tænderne ikke er muligt. Det må ikke være førstevalget, hvis man har ømt tandkød. Er du i tvivl om du skal bruge klorhexidin, så spørg din tandlæge eller tandplejer.

Klorhexidin mundskyl kan hjælpe med at reducere betændelse i mundhulen ved at dræbe de bakterier, der er skyld i betændelsen. Det er dog vigtigt at bemærke, at klorhexidin ikke alene kan fjerne betændelse ved kortvarig brug, men at midlet er yderst effektivt som led i yderligere behandling af betændelsestilstande i mundhulen. Husk at det skal bruges efter anvisning fra din tandlæge eller tandplejer.

Det anbefales normalt at skylle munden med klorhexidin to gange dagligt i 2-3 uger. Længere behandling kan anbefales af din tandlæge eller tandplejer, men som udgangspunkt to gange om dagen i 1 uge.

Hvis du er i tvivl om du har problemer med dit tandkød, bør du bestille en tid til undersøgelse hos din tandlæge eller tandplejer for korrekt diagnostik og behandling. Der kan være flere årsager til ømt tandkød og derfor også forskellige behandlinger heraf. Derfor er det vigtigt at få det undersøgt.

Almindeligvis bør klorhexidin mundskyl ikke bruges i mere end to uger ad gangen, da langvarig brug kan føre til bivirkninger. Det er derfor vigtigt, at du forhører dig med din tandlæge eller tandplejer om den mest optimale brugsperiode til dine behov.